tirsdag den 1. juli 2014

Nyt kapitel... blog-wise!

Jeg har genoplivet min hjemmeside: http://varve.dk
Jeg vil fremover blogge derfra.

Jeg har importeret Alter Egos indlæg til siden, og jeg håber I vil følge med derovre i steder (smut derover og opdater jeres RSS-feed med det samme).

Det er en beslutning jeg har taget af flere årsager; hovedsageligt på baggrund af at jeg nu bedst kan lide at have alting samlet under eget domæne.

Vi snakkes!
/c

fredag den 20. juni 2014

Røgfri på DSBs perroner - Woop woop!

DSB har besluttet at indføre røgfri perroner pr. 1.juli 2014. Læs lidt om deres tiltag som også indebærer en røgfri arbejdsplads her: http://www.dsb.dk/om-dsb/presse/nyheder/dsb-bliver-rogfrit-fra-juli-2014-/

Jeg er helt ubeskrivelig glad! Selvom der nu nok skal være et par frihedsberøvede individer, som demonstrativt vil ryge løs på perronerne alligevel, så er jeg håbefuld. Det vil formentlig betyde at jeg ikke behøver tage astmamedicinen op af tasken - midt på perronen - fordi min hals pludselig lukker fuldstændig til. I hvert fald ikke så ofte.

Jeg er et meget principfast menneske og har ikke meget til overs for folk der ikke kan leve uden deres nikotin "her og nu!"...  Jeg kan ikke forstå man frivilligt fylder sig med gift; det er mangel på respekt for sin egen krop, sit eget sind og endda statskassen (det koster mere end det burde at behandle rygerrelaterede sygdomme! De penge burde gå til investeringer i f. eks. uddannelsessystemet, sygevæsenets funktioner... Eller måske endda bedre miljø/klima). Men hvis jeg skal være lidt objektiv, og se det fra rygernes side, så må modargumentet være at det er ren frihedsberøvelse og der da også skal være plads til rygerne... og ja, det skal der da, men ryg da din cigaret inden du træder ind på stationen. Værre er det vel ikke?

Når nu jeg står på perronen og den ene cigaret efter den anden bliver tændt, så bruger jeg enormt meget energi på at finde det lille felt hvor vindretningen blæser cigaretrøgen væk fra mig. Det fungerer ganske godt..  indtil den næste ryger træder ind på perronen - de søger nemlig samme felt fordi de ikke gider stå i de andres røg. Det er lidt tragikomisk.

Så ja, jeg ender ofte med at hive den akutte astmamedicin op af tasken for at slippe af med knuden i halsen. Den selvsamme medicin giver mig kramper i fødderne. Det sker med 100% sikkerhed når mine fødder bliver kolde, så jeg går ofte med striksokker - også om sommeren -  for at undgå det smertefulde krampeanfald i mine fødder.

I går var en af de dage. Jeg måtte hive medicinen i mig mens jeg ventede på toget. Der var ingen steder at flygte hen, desværre. I aftes var jeg til fodboldtræning i regnvejr. Jeg cyklede hjem, gennemblødt og frysende...  og med voldsomme kramper i den venstre fod. Jeg vidste godt, at det kun blev værre hvis jeg stoppede op og trak cyklen hjem. Jeg forsøgte at få varme i foden mens jeg cyklede i sneglefart og bed smerten i mig. Der skulle et langt varmt bad til før jeg kunne stå normalt på foden igen.

Alt det fordi en enkelt cigaret triggede min astma på en togperron hvor jeg ikke kunne undgå røgen.
Så nej, det går vist ikke så godt med at være objektiv ;)

Rygerne vælger at hive gift ned i lungerne. Jeg vil gerne være den hensynsfulde, der siger, selvfølgelig er der plads til alle. Men når det eneste valg jeg kan tage for at undgå røgskyerne er at blive hjemme, så mister jeg tålmodigheden en smule. Det er rygernes valg, ikke mit. Ryg alt det I vil, bare venligst skån mig for følgerne. Mig og alle de andre danskere med astma og allergi vil være mere taknemmelig end du nogensinde vil forstå :) 


mandag den 16. juni 2014

Fotogen Weekend

LØRDAG
 

Lørdag solnedgang
 
 
SØNDAG

Søndag aften tog vi en aftengåtur ved Holbæk Havn. Mini fik vasket poterne. Hun er (endnu) ikke helt vild med at bade... det der vand er lidt farligt ;) Til gengæld elsker hun at grave i sand!


Mini holder sig i på det lave...
 
...og halen skal heller ikke være våd!
 
Ooooh sand :)
 
Søndag solnedgang
 
Holbæk havn og de dejlige i silhouet
 
Søndag solnedgang
 

mandag den 9. juni 2014

Pinseferie og historier om nuttede dyr

Jeg har haft en forrygende miniferie. Vi har fået styr på rigtig mange ting i det nye hus,... OG jeg har endda haft tid til at sidde ned... ;)

Dagens helligdag og lækre vejr er blevet udnyttet med et besøg af familien. Brormand havde hunden med. Herunder kan I se et par billeder af Mini og Eddie. Jeg har desværre ikke billede/video af det, men min far tog en slapper på græsset og Eddie skulle straks hen og slikke ham i ansigtet. Det er altid fuld fart frem med Eddie, og det var Mini ikke tilfreds med, så hun hyrdede Eddie væk fra min far. Hver gang Eddie kom tæt på var Mini der straks. Hun lå i græsset og vogtede over min far ;)
Det var lidt skægt at se - og lidt synd for Eddie - og jeg tænker, at vi en dag skal have Mini ud og prøve kræfter med noget hyrderi.

Jeg håber I også har haft en god pinseferie.


Ps. Billedet af katten er fra i går aftes. Vi havde besøg af en fra nabolagets kat. Den var meeeget kælen :)


Eddie

Mini

En nabokat

mandag den 2. juni 2014

Solnedgang indhyllet af tåge

Med huset fulgte også en fantastisk udsigt ud over marken med flotte solnedgangsfarver (og tilfældet i går; inklusiv tåge).




søndag den 1. juni 2014

Hej Juni!

Jeg har købt et hus!

Vi flyttede ind for et par uger siden, og i dag siger vi officielt farvel til lejligheden med syn og nøgleaflevering. Det må betyde, at vi er i juni...  allerede. Jeg forstår ikke hvor tiden bliver af. Men det er på den gode måde :)
Huset er en semi-gammel sag fra 1962, yderst velholdt og rummer egentlig alt vi ledte efter; antal værelser, bryggers med fliser (til hunden), et åbent køkken og en kæmpe græsplæne (til hunden, haha). En måned siden vi fik nøglen, og jeg har allerede lært første lektion som husejer: Et hus er et evighedsprojekt. Selvom man godt snart vil have afsluttet de sk... projekter, så tiltaler det mig egentlig at jeg altid har et lille projekt at fedte rundt med. Ellers bliver det sgu' kedeligt i længden.

2. lektion: Bauhaus er en meget større pengesluger end Ikea!

Jeg er sikker på at 3. lektion er noget med el/vand/gas og prisen på det ;)

Jeg ved ikke hvor det sidste halve år er forsvundet hen, og jeg ville ønske jeg var supermennesket, som altid havde overskud til alting. Men det er jeg ikke - det var 1. lektion i det virkelige liv ;)

Så kære venner, så snart jeg har introduceret "det nye kapitel"  for familien, så er det min plan at introducere det for jer også. Jeg ser jer ikke ofte nok, men for hvad det er værd, så glæder jeg mig voldsomt meget til hver gang vi ses.

Forhåbentlig forsvinder resten af 2014 ikke lige så hurtigt.

fredag den 18. april 2014

Et par flotte numre til Påskeferiens soundtrack

Her er et par numre, som jeg har lyttet en del til de sidste par dage. Ironisk, så er de alle mandlige sangere; jeg plejer ellers at særligt glad for kvindelige stemmer.

Glædelig påske! :)

















søndag den 6. april 2014

Refresh

Jeg har været ude på en løbetur her til aften. Endnu en i rækken af første-løbetur-i-lang-tid. Forskellen er denne gang, at jeg ikke har et løbeprogram jeg skal holde. Den sidste måned har været sindssygt presset... og de næste to måneder bliver mindst lige så slemme. Travlheden har en årsag, og den vil helt sikkert være det hele værd så snart den er ovre - mere om det en anden dag ;)
Jeg har derfor valgt at skrue ned for ambitionen og sætter små mål jeg faktisk kan nå!!

Første mål er nået med succes. Jeg satte det torsdag aften og det lyder således: Nå mindst én løbetur inden weekenden er ovre.

Hermed klaret :)
Det gør det hele lidt sjovere med succesoplevelser.

Mit nye mål er at nå mindst en løbetur i den kommende uge også. (Hvis jeg når to er det bare en bonus).


Det er lidt som at trykke på F5 (refresh).


Og noget helt andet, men stadig i kategorien "ting der giver mig et smil på læben" er dette nummer.
Håber I har haft en god weekend!!




torsdag den 13. februar 2014

Fotografering med en middelklasse smartphone

Jeg har altid sagt at gode billeder ikke er et resultat af dyrt udstyr men derimod af evnen til at se motiver. Det kan godt lade sig gøre uden at smide store summer penge på udstyr. I nogle tilfælde er man nødt til at begrænse resultatet, men begrænsninger giver ofte plads til mere kreativitet. Sådan er det i hvert fald for mig.
Fotografering med en middelmådig telefon (samsung galaxy s4 mini) er især begrænset når det gælder billeder i svagt lys. Det giver meget støj i billedet. Men den støj er en dejlig ting i sort/hvid billeder. Sne tilføjer i øvrigt fantastisk kontrast til sort/hvid billeder. Så dem har jeg lavet mange af de seneste par uger. En del af dem ligger på instagram/facebook men her er hele serien. De seneste Instagram billeder kan i øvrigt ses ude til højre...


lørdag den 25. januar 2014

7 måneder

Mini er nu 7 måneder.
I morgen starter hun et kursus kaldet "Unghundetræning" hvilket egentlig mest er tidsfordriv indtil vores egen hundeklub starter sæsonen op igen engang i marts. Til den tid går det også løs, både med Lydighedstræning og Hvalpeagilitiy. Det bliver pissesjovt :)

Hun er ikke nem at fotografere fordi hun ikke kan stå stille særlig længe. Men her er et par lucky shots fra dagens morgentrasker. De er begge taget og redigeret ved hjælp af en app kaldet VSCO Cam - den kan varmt anbefales hvis du har en lille fotonørd gemt et sted.

Jeg håber I har det godt, derude!
Både min mormor og min far er nu hjemme igen efter deres hjerteoperationer, begge har det godt.

onsdag den 8. januar 2014

Om spidskål og køkken-skills

Der florerer en joke i min familie som måske nok ikke stiller mine køkken-skills i et særligt godt lys. Fair nok, jeg havde en periode som studerende hvor jeg var liiidt for glad for de der instant nudler fra netto (I ved, dem hvor smagspulveret og "grøntsagerne" fulgte med i små poser). 

Jeg har for længst glemt/fortrængt ordlyden af joken ;)

Den er i øvrigt en joke der bare preller af på mig. Det er mest synd for joke-sigerne, at de ikke værdsætter de bedste retter i verden: spaghetti og kødsovs, omelet med stegte kartoffeltern under o.lign. Hvad man lidt glemmer er, at det er essensen af hvad jeg er vokset op på - det og tzatziki - og så skal I være velkomne til at dømme mine forældre, men glem ikke at min mor i mange år har været delikatesseleder og min far altid har formået at give madlavningen et touch af sine græske gener. Det er simpelt mad, ja, men lavet med finesse og kærlighed :)

Lad det være sagt. I ny og næ støder jeg på nogle besynderlige ingredienser som jeg aldrig har smagt før - okay, det sker ofte. I ny og næ sker der også det at jeg faktisk kan lide dem.
Jeg er ikke så god til kål, f.eks., men jeg har fundet en salat hvori jeg synes at spidskål er helt formidabelt. Lad mig dele den med jer:

Spidskål
Appelsin
Granatæble
Valnødder
En dressing lavet på honning, olie, appelsinsaft, salt og peber. 

At jeg så er en kegle til det der med granatæbler er en HELT anden sag... Men så kan jeg til gengæld fikse dine printerproblemer ;) 

torsdag den 2. januar 2014

Nye boller på suppen

Okay, to ting:

1/ Jeg har en blog jeg sjældent bruger. Det vil jeg ændre på.

Jeg er glad for den - ikke mindst fordi den tvinger mig til at tænke over livet, både de gode og de dårlige oplevelser; brudstykkerne og også hele puslespillet.

2/ Jeg venter med spænding på det flotte vintervejr vi endnu mangler at se. Men indtil da må jeg jo finde inspiration i det der kedelige januar-vejr:




onsdag den 1. januar 2014

Dagen derpå...

Jeg har aldrig været stor fan af nytårsaften; jeg hader fyrværkeri, fulde mennesker er dumme at høre på og så er Den Perfekte Nytårsfest enormt overvurderet.

Mon ikke jeg kommer med den udtalelse hvert år? ... den gælder altså stadig.

Men jeg vil dog indrømme, at jeg er stor fan af at udnytte den oplagte mulighed, der ligger ved årsskiftet: at se tilbage på året der gik og så bruge den viden til at gøre det næste år bedre. Det er for mange mennesker en fantastisk kickstarter til at få lavet sig nogle nytårsforsæt. Det er i hvert fald en oplagt mulighed man er dum ikke at tage.

Så her er min!

2013 i punktform
  • Jeg afsluttede kontoruddannelsen med et ikke-helt-forventet 12-tal i fagprøven.
  • Jeg fyldte 30 år.
  • Jeg flyttede sammen med kæresten - 60 km væk fra min hjemby og mine forældre.
  • Jeg løb min første 10km distance i et stræk.
  • Vi købte en sød lille hvalp i august, en shetland sheepdog, og kaldte hende Mini. Hun er en lille energibombe og fylder verden med glæde alle steder hun befinder sig.
  • Vi købte en bil. Jeg har stadig ikke kørekort og regner med det forbliver sådan ;)
  • Efter endt elevtid blev jeg fastansat i en stilling jeg pt. vil beskrive som drømmejobbet.

Det sidste år har været et produktivt og fantastisk år! Det har selvfølgelig ikke KUN været opture. Min bror har haft indbrud i deres hus mens de var på ferie, min far fik konstateret hjertesvigt i sommers og står til at skulle gennem en operation snart... og jeg selv har kæmpet unødvendigt meget med mit helbred det sidste halve år: noget af det er astma, noget af det er endnu ikke defineret, desværre.

Min største udfordring har været og vil altid være at se det positive i alting; tag de dårlige oplevelser og sæt fingeren på den ting, der gør oplevelsen til en positiv ting. Det kan lyde makabert i nogle tilfælde, men f.eks. min fars hjertesygdom har trods alt givet mine forældre en sundere livsstil og jeg kan se livsglæden springe ud af dem mere end nogensinde i dag. Og ja, hjertesvigt er et ubehageligt ord, men det er det nye liv og den nye livsglæde som er gevinsten... og det er fantastisk at have med sig. Og en stor inspiration.

Med andre ord: Hvis jeg siger de dårlige oplevelser fra, så har jeg haft et fabelagtigt 2013.


Hvad betyder det for 2014?
Jeg er et rigtig godt sted i mit liv lige nu. Jeg har ikke behov for at ændre på det. Og måske derfor er det ekstra vigtigt at jeg holder fast i min personlige udvikling - jeg har aldrig været god til stilstand. Indtil videre har jeg 1 konkret mål for 2014:
  1. Træn op til 5km igen.
    Dernæst løb 5km på under 30 minutter. Jeg ved ikke om det kan lade sig gøre allerede i 2014, men jeg vil gøre hvad jeg selv kan for at nå det... astma eller ej.
Derudover har jeg en liste over ting jeg gerne vil blive bedre til. Den er til inspiration og tages i brug "efter behov"
  • Se mine venner mere
  • Brug mere tid på fotografering med spejlrefleks (skal man mon investere i et nyt/bedre kamerahus?)
  • Prøv en Tai Chi time (afhænger af mit løbeprogram til efteråret)
  • Bliv bedre til at sige fra inden jeg bliver for træt
  • Mere sangskrivning til youtube
  • Flere covers til youtube
  • Lær Mini at smile på kommando
  • Gør mere rent i hjemmet!
...jeg er sikker på der er mere, men det her er rigeligt til at starte på. Det er mange ting jeg rigtig gerne vil, men jeg får ikke noget ud af det hvis jeg skal forhaste mig gennem alting. Måske mit mål for 2014 i virkeligheden er: Tag det roligt!

Det må være det. Godt nytår :)